Somme tider er det sjovere at komme galt afsted end slet ikke at komme afsted. Auktionshuset Behr i Frankrig har en auktion med frimærker, hvor man er kommet galt afsted. Her kan man føje en del til sin samling om fejl og fadæser.

Som fx det franske frimærke med Emile Baudot. Jean-Maurice-Émile Baudot (1845–1903) var en fransk ingeniør og opfinder, der var en pioner inden for telekommunikation. I 1949 – som man kan se på mærket – ville man hædre ham på et frimærke, og som det ses står hans årstal under navnet: 1848-1903. Det er lidt kedeligt for han korrekte fødselsår er 1845. Ups!
Her er fejlen lavet af gravøren af frimærket, men et af de hyppigste steder at finde fejl er hos trykkeren, især når der skal laves overtryk på frimærker. Det er normalt i de fleste lande, at hvis man brænder inden med en større mængde frimærker med en ukurant værdi, så lader man dem overtrykke med en anvendelig værdi. Således kan man få de ukurante mærker brugt.

For ikke at forlede svage sjæle er det ligeledes kutyme, at man laver et værdiovertryk, der er en mindre værdi end det originale frimærke. Hvis det var omvendt, og man overtrykte et 10 øres frimærke med 100 øre, ville der nok hurtigt komme gang i de små trykkerier. Her er der penge at tjene

Som det ses på billedet, er der heller ikke meget fornuft i at overtrykke et 10 centimers mærker med 10 centimer, eller 25 ct. med 25. ct.! Det har man jo ligesom i forvejen. På billederne kan man se denne foreteelse på de franske mærker øverst. Det er naturligvis 10 ct. overtrykket på 25, der er det korrekte, ligesom det er 25 ct. overtrykket på 75 ct. mærket fra Nossi-Be, der er det korrekte. (Ja, det er en ø ved Madagaskar og den hedder Nossi-Be!)

Det sidste eksempel er igen en trykker, der har sovet i timen. Der er tale om lokalmærke brugt på ruten Mazagan–Marrakech. 10 ct. mærket havde denne lyseblå farve, men da dette er et 50 ct. mærke, skulle det have været violet ligesom de andre 50 ct. mærke. Trykkeren må have fået sat en forkert cliche ind, da han satte trykpladen i trykmaskinen. Efter sigende skulle der kun kendes to af disse fejlfarver, så skulle du finde en mere, er din lykke gjort.
Af Otto Kjærgaard
