B. Dahl sidder på Skjørping Station i slutningen af 1800-tallet og drømmer sig andre steder hen – måske i favnen på en fransk skønhed – Madamoiselle Aline Piqueron. Det er i hvert fald hende brevet er sendt til fra Skjørping med deres lapidarstempel – sendt poste restante til Nice på den franske Middelhavskyst.
Brevet er som mange andre breve på den tid frankeret med to 8 øres og et 4 øres mærke af de tofarvede – 20 øre, som var taksten til udlandet. Intet usædvanligt i det. Det usædvanlige er, at Dahl omhyggeligt har vendt frimærkerne på hovedet. Jeg skal her undlade at komme med den dårlige vits, om der her er tale om omvendte rammer!
Jeg gætter på at Dahl har en hensigt med at sætte frimærkerne på omvendt, nemlig det såkaldte frimærkesprog. Med frimærkerne placering kunne man fortælle noget – oftest amourøst. På det viste postkort kan man se sproget. Et omvendt frimærke betyder ”kommer snart”. Er der noget at sige til, at man i februar måned i Skjørping i vinterens mørke længes efter at komme til Nice – måske med en ekstra bonus i form af en skøn kvinde.
Frimærkesproget opstod i slutningen af 1800-tallet, og lige efter 1900 udgav man kort som det viste. Hvis man kigger på gamle breve, kan man finde en del at disse ”skjulte” meddelelser, især på breve udvekslet mellem to mennesker af det modsatte køn – kærlighedskorrespondancer.
Denne historie ville være fuldstændig ødelagt, hvis det bare viser sig at belysningen på Skjørping station var så dårlig, at man ikke kunne se, hvad der var op og ned på de tofarvede frimærker – noget som jeg selv har problemer med endda i fuldt dagslys. Jeg holder mest af den første historie, og man har vel lov at bruge sin fantasi, når man samler på frimærker.
Af Otto Kjærgaard
Har du tilmeldt dig på MARKEDSPLADSEN
