Frankeringsmaskinens forløber

Nogle har måske undret sig over frimærker som de viste, der synes at være afstemplede på en mystisk måde og ofte ikke med stempelsværte. Ofte er annulleringen lavet ved overtryk i en trykmaskine.
Denne type mærker findes fra en række lande: Algier, Østrig, Belgien, Canada, Frankrig, Ungarn og USA fx. Ofte er de stemplet med et bynavn, og i USA findes uendelig mange af disse – precancels, som de kalder dem, – frimærker der er annulleret på forhånd. I USA er det et meget stort samleområde

Disse mærker er frankeringsmaskinens forløber. Mærkerne blev solgt til firmaet med store postmængder. Postvæsnet slap derved for at stemple disse store mængder forsendelser. Nogle vil måske mene, at disse frimærker ikke er så kønt afstemplet, men hvis man nu sammenligner dem med et frankostempel fra en maskine, så kunne man godt ønske sig tilbage til de dage, hvor firmaer satte frimærker på deres forsendelser. Selv om det måske ikke er de kønneste og ikke med de kønneste stempler, så er det dog frimærker.

Apropos frimærker, så er det ikke altid, man kan regne med at få sine egne frimærker frem i hel tilstand, bl.a. fordi der er nogle, som absolut skal have klistret en frankeringsetiket hen over eller pæne frimærker. Det ser ud til, at vi i Danmark skal have udryddet de sidste rester af frimærkerne, også de udenlandske, hvis man ikke finder på andre måder at sætte etiketter på. Kuverten er tilstrækkelig stor til, at etiketten kunne sidde en del andre steder i stedet for denne type destruktion. På kuverten står der: PLEASE DO NOT BEND. Der burde måske stå: PLEASE DO NOT DESTROY!

af Otto Kjærgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

error: © 2009 - 2021 │ DJURSFILATELI.DK │ ALL RIGHTS RESERVED