
Det var med stor sorg vi modtog meddelelsen om Erik Torbensens død – ”doktoren fra Hammel”. Erik Torbensen har været en kendt figur inden for filatelien i mange år. Nogle påstår, at det var ham, der fik folk til at samle frimærkeløse breve. Hans højt bedømte samling Desinficeret Post satte en ny standard for, hvordan man kunne udstille frimærkeløse breve i en posthistorisk samling.
Erik blev et levende bevis for at frimærkesamlere er gode liv. Han blev gammel. 95 år! Han var helt kvik til det sidste og både på Højskolen og i Aarhus-afdelingen af Posthistorisk Selskab havde Erik sin faste plads begge steder, og han mødte op til det sidste – så sent som Højskolens sidste forårsmøde d. 11 april.
Erik havde andre interesser end filatelien, nemlig forsteninger. I sit hjem havde han en kolossal samling, mange af dem hentet i Grønland, hvor han selv havde udgravet dem. Til gengæld blev Erik aldrig rigtig gode venner med IT og computere. Aftaler traf man bedst med Erik over telefonen, men bænket omkring et veldækket bord, gerne med en højskolesnaps, så var Erik veltilpas, ikke som festens midtpunkt, men med en skarp bemærkning, når han havde hørt på vi andres vrøvl længe nok.
Vi der har haft fornøjelsen af at være på rejse til frimærkeudstillinger, både i ind- og udland, sammen med Erik, og hvor vi ofte lejede et sommerhus for en 2-3 dage, vi vil også tænke tilbage på de hyggelige aftener, hvor vi fik “doktor middag”, en middag der altid bestod af lammekølle tilberedt af Erik Torbensen.
Erik var også den, der til juleafslutninger havde forfattet en lille lejlighedssang, hvad enten det var i Posthistorisk Selskab eller på Højskolen. Erik havde mange talenter og var altid en fornøjelse at være sammen med, og vi vil i allerhøjeste grad savne Erik i vores kreds. Vore bedste tanker går til familien.
Æret være Erik Torbensens minde
Af Otto Kjærgaard



