Postiljonen har netop haft deres store forårsauktion. De har ikke grund til at klage. Et samlet salg på 18 millioner er vel ikke at foragte. Der var for en der betragter auktionen udefra en besynderlig tendens.
De klenodier, vil omtalte tidligere på året inden salget, gik fortrinligt: Den berømte ”Scinde Dawk” blev solgt or 350.000 SKR. Frimærket fra 1928 til erindring for 400-året for Emanuele Filiberto I med midterpartiet omvendt blev solgt for 290.000 SKR. Med det samlede salg på 18 millioner skulle alle være glade, men ikke hvis man er dansk sælger.
Det var forbavsende at se, at når man solgte meget udenlandsk materiale, Island især, Sverige og Dansk Vestindien, men også mere eksotiske lande, så var der mange overbud. Da man kom til det danske materiale, var det som om interessen var vigende og overbuddene ikke overvældende. Det, der blev solgt, gik for en stor del til opråb.
Er Danmarkssamlerne på vej væk? Er de alle ved at sælge? Er det, fordi vi ikke laver frimærker mere, at Danmark er uinteressant som samleområde? Er det manglen på aktivitet i klubberne og på udstillingsområdet, der betyder faldende priser? Er hobbyen ved at dø i Danmark?
Jeg har ingen entydig forklaring på dette. Især i betragtning af fx den Posthistoriske Dag i marts, hvor et rekordantal mødte på og havde en festdag, og handel og snak med dansk materiale gik forrygende, eller stempelseminaret, som jeg ikke selv deltog i, men som efter sigende var en forrygende succes, så er der da stadig lommer med liv og aktivitet. Eller er det de klassiske samlere, der melder fra og bliver stadig færre? En tendens, der i flere år har været på udstillinger, hvor de traditionelle samlinger ofte har været for nedadgående og især overhalet af de posthistoriske. Er der nogen med en bedre forklaring?
Af Otto Kjærgaard
Jeg tror, at den Danmarkssamler, som samlede i et fortryks album er på vej væk, jeg har hørt i auktionssammenhæng udtalelser at den traditionelle danmarkssamling ikke er til at sælge. Hvorimod Posthistorie og specialiteter går godt