Når man kigger på den afbilleder forsendelse, skal man især lægge mærke til ordet Pneumatique skrevet i øverste venstre hjørne. Ordet betyder egentlig pust eller luft, og det skal her forstået helt bogstavelig. Der er nemlig tale om en fransk rørpostforsendelse, sendt ved tryk og vakuum.
Forsendelsen er en “Petit Bleu”, som franskmændene kaldte de blå formularer, som man brugte til rørposten. Rørposten i Paris daterer sig tilbage til 1866 og var et netværk af rør gravet ned i den parisiske jord, hvor igennem man kunne sende disse ”breve” indlagt i en metalcylinder. Med en fart på 35-50 km i timen kunne dampmaskiner drive disse cylindere fra posthus til posthus i byen ved hjælp af lufttryk og vakuum. Dampmaskinerne blev senere afløst af elektriske pumper.
Da systemet var størst i 1930erne var der 450 km. rør under jorden, og de ligger der stadig, og man træder på dem, når man går rundt på gaderne. I begyndelsen var det kun beregnet til officielle telegrammer indtil 1879, hvor offentligheden fik adgang til systemet. Rørposten løste et stort problem dengang – et problem der er vendt tilbage- nemlig trafikpropper, som gjorde det besværligt at få posten rundt i Paris.
Rørpostsystemet blev lukket i 1984. Telefon, telex og fax var et par af grundende, men den vigtigste var nok, at det kostede for meget at vedligeholde de mange hundrede kilometer rør og for dyrt at holde pumperne kørende. Rørposten var faktisk lige så effektiv som nutidens e-mail og SMS. Inden for et par timer kunne man få inviteret nogle til middagsselskab, og de kunne nå at bekræfte invitationen.
Den viste forsendelse er afsendt fra Paris 81 (Auteuil i det 16. arrondissement) kl.10.58 og modtaget på Paris 91 (Boulevard Saint-Denis (nær Porte Saint-Denis)) kl. 11.45. 91 er påskrevet med sortkridt. Rørposten havde også sine egne takster, og i 1930 var det netop 150c. til forskel fra et almindeligt brev, som kun kostede 50c.
Dengang cirkulerede posten under fødderne på dem, der gik på gaderne, i dag sker det samme trådløst over hovederne på folk, eller til nød i et nedgravet kabel.
Af Otto Kjærgaard
