FORSIDE / Djurslands Filatelistiske Højskole / Kontroversielle stempler

Kontroversielle stempler

Det er sjældent et poststempel bliver omdrejningspunktet for en højesteretssag, men det skete for det afbillede stempel ’Køb danske varer’. Foreningen Dansk Arbejde bekostede fremstillingen af stemplet i 1926, og tekst-maskinklicheen blev brugt i Århus og en række københavnske postkontorer frem til 1931.

Et dansk firma, der repræsenterede et udenlandsk handelshus blev så stødt over den, at de anlagde sag mod postvæsnet. De forlangte, at postvæsnet blev kendt pligtig til ikke at benytte denne kliche på deres post. Postvæsnet mente, at da de ikke havde nogen indtægt ved benyttelse af stemplet, og firmaet kunne indlevere sin post på postkontorer, som ikke benyttede stemplet, så kunne de melde hus forbi.

Firmaet slæbte alligevel postvæsnet i Landsretten, og dommen gik postvæsnet imod, men da der var en dommer, der var uenig, gik sagen videre til Højesteret, hvor postvæsnet blev pure frifundet, da man mente stemplet ’tjente det danske samfunds vel’.

I disse EU tider ville stemplet nok slet ikke finde vej ind på et postcenter, da det nok ville stride mod en række EU regler om fri konkurrence. I de hårde tider i 20erne var sagen anderledes.

Mens vi er ved kontroversielle stempler, så har pressen de sidste dage bragt historier fra Grindsted. Besøg Grindstedegnen – en ren fornøjelse er teksten på et maskinstempel som blev brugt på Grindsted postkontor fra sommeren 1973 til 1986 – i perioden, hvor forureningen af undergrunden foregik. Onde tunger påstod, at det var turistchefen i samarbejde med et par politikere, der stod bag initiativet til at få lavet stemplet, men det er vel kun ondsindede rygter! Stempler er ikke bare stempler.

af/Otto Kjærgaard

Deltag i debatten...