FORSIDE / PRESSE / Kan du huske: Dengang der var postkort til!
POSTKORT: Byens badehotel i Grenaa (Venligst udlånt: Erik Sørensen, GrenaaPosthistorie.dk)

Kan du huske: Dengang der var postkort til!

Vi sender stadig postkort til hinanden i ferietiden, også selvom postkortene er kedeligere end i gamle dage.

Af: Mikkel Kjerri, freelance skribent

I år 2012 viste en undersøgelse, som Gallup havde foretaget for Post Danmark, at postkortet på ingen måde er i krise. Hvor først telefonen og siden -i særdeleshed -emailen nærmest har udslettet det håndskrevne brev, så er udviklingen gået sporløs hen over postkortet, da hele 78 procent af danskerne bruger en del af ferietiden til at skrive postkort, når de er på rejse. 

Sådan skrev Post Danmark i en pressemeddelelse i 2012, som flere danske nyhedsmedier bragte stort set i sin fulde længde. Men september 2016 havde tonen fået en helt anden lyd og kommunikationschefen kunne udmelde følgende:

Post Danmark meddeler: 770 ansatte skal afskediges. Mange af dem skal findes blandt postbuddene. For danskerne sender færre og færre breve. Sådan lød forklaringen på postvæsenets problemer igen og igen i løbet af dagen.

Læs mere: De sidste 15 år er antallet af breve, som danskerne sender med Post Danmark, styrtdykket.  

 

Der var engang et postkort

Af: Søren E. Jensen, filatelist på Sjælland

Det er besynderligt, for i grunden kan man betragte postkortet som en primitiv MMS-besked: Et billede og lidt tekst -det er, hvad et postkort går ud på. Med nutidens teknik, hvor enhver har en mobiltelefon med kamera, skulle man tro, at det kunne gøres meget lettere; ja via Facebook er det endda muligt at få postkortskriveriet overstået i en gevaldig fart:

Et billede af lokaliteten og en fællesbesked om, at man ligger på stranden, og vejret er herligt; så skulle alle postkort være afsendt en gang for alle, og man ville dermed få langt mere tid til at nyde ferien.Men nej, sådan er virkeligheden slet ikke.

Selv blandt de unge svarer kun beskedne tre procent, at de vil sende en feriehilsen via Facebook.

Også her foretrækker man altså, hvad man aldrig kunne drømme om til daglig, nemlig det møjsommelige arbejde med indkøb af postkort, kuglepen og frimærker; nedskrivning af hilsen og navn, postnummer og adresse.

Med andre ord et gigantisk besvær, men det er vi altså villige til, når vi har tiden til det, og man kan i forbifarten godt filosofere over, om vi overhovedet betragter den enorme informationsmængde, som vi i dag modtager gennem mails, Facebook og mobiltelefoner som egentlige henvendelser eller blot som erstatning for den ægte vare. Noget kunne tyde på det, da Gallups undersøgelse afslører, at det skrevne postkort betragtes som mest personligt, da det netop med sin besværlige forsendelsesform beviser, at afsenderen har ofret tid og dermed tænkt på modtageren.

Her kan den elektroniske post i alle dens udformninger slet ikke være med.

Indhold

Nu berører undersøgelsen ikke, hvad danskerne rent faktisk skriver i postkortene, men mon ikke Dan Turell stadig rammer plet, når han allerede i halvfjerdserne betegnede postkortet som » intetsigende idiotkort fra Mallorca « , hvor man skriver » om at solen skinner, og vinen er billig, og jeg bor bag det vindue, der er afkrydset på hotellet på forsidebilledet « ?

Sandsynligvis.

Derimod har Turell næppe ret i, at postkortet » ikke gør nogen stærkere eller klogere « . Det viser Gallups undersøgelse nemlig også, da postkortets popularitet blandt andet begrundes med, at det er » mest hyggeligt at modtage « .

Når Dan Turell alligevel langer ud efter postkortet, hænger det sandsynligvis sammen med, at han har betragtet det som en hurtig og tarvelig forsendelsesform i modsætning til det grundige og gennemtænkte brev. Sådan har postkortets historiske status nemlig været, lige siden det første danske postkort blev afsendt i 1883.

Postkortet har alle dage været den primitive hilsen; et forlorent brev, som dannede mennesker ikke kunne drømme om at give sig i kast med. Alligevel har smagsdommerne heller ikke her haft en chance, da postkortet har været uhyre populært lige siden menigmand begav sig på rejse, og i modsætning til i dag behøvede rejsen ikke at gå ret langt, før familien i hjembyen skulle have en hilsen i form af et billede af den lokalitet, man var nået frem til.

I dag skal vi mindst til ferielandet og allerhelst til udlandet, før vi føler os værdige til at sende et postkort.

Man sender ikke et postkort hjem til Tølløse, hvis man har været en tur i Svebølle; det er helt utænkeligt, man ville blive rent til grin, og desuden lader det sig i dag heller ikke gøre, da der ikke længere findes postkort fra Svebølle.

Men det gjorde der engang, og hermed er vi inde på nok et paradoks, når det gælder postkortets vedvarende succes:

Vi bliver ved med at sende dem, også selvom alle postkort i hele verden efterhånden ligner hinanden.

Stationshotellet

Googler man » postkort « på internettet, afsløres det, at vi ikke bare har at gøre med en udbredt forsendelsesform; postkortet er også et populært objekt for samlere; ja der findes ligefrem en postkortklub.Som det gælder mønt-og frimærkesamlere, er det selvsagt de gamle postkort, interessen samler sig om, men i modsætning til mønt-og frimærkesamleren kan man godt blive bekymret for fremtidens postkortklubber.

Af én grund: Nutidens postkort er dødsyge og i ordets allermest bogstavelige forstand ikke værd at samle på.Det hænger sammen med, at også postkortet i dag er blevet standardiseret og slet ikke har den mangfoldighed, som det tidligere gjorde sig gældende, når det drejer sig om motiver.Forklaringen er givetvis, at man tidligere som nævnt ikke skulle rejse ret langt, før man oplevede omgivelserne som eksotiske.

Det medførte, at man kunne købe postkort i hver en flække, som kunne vise flækkens fortræffeligheder frem, og hvis flækken ikke havde nogen fortræffeligheder -sådan som det gjorde sig gældende i Tølløse, der engang også havde sine egne postkort -så måtte man vise, hvad man nu ellers havde at byde på: Stationen, jernbanehotellet eller landsbyens gadekær.

Rent æstetisk havde tidligere tiders postkort tilfældighedens karakter, hvor der ved siden af hotellets facade også holdt en parkeret bil.

Det betød ikke så meget, da det vigtigste for afsenderen af postkortet alene var at bevise, at han havde været så langt væk som Tølløse.

For postkortsamleren er den parkerede bil ved hotelfacaden i dag imidlertid en kolossal gevinst, da bilen med sine sorte nummerplader og af mærket Simca eller Datsun er med til at stadfæste postkortets alder.

Dette tilfældige og ufrivillige historiske kendetegn er helt forsvundet fra det moderne postkort, hvor motivvalget indskrænker sig til en isoleret lille havfrue, vel at mærke uden ruinerne fra B& W-værftet i baggrunden, som er retoucheret væk, hvis vi da ikke har at gøre med rene abstaktioner, som et hjerte og teksten » I love Denmark « eller et billede af et brunt damelår med noget sand på, som skal bevise, at man holder ferie ved en strand.Det er gudhjælpemig kedeligt og kan kun forøge ens undren over, at vi stadig sender postkort til hinanden, når postkortenes verden over efterhånden er fuldstændig ens.Og derfra er der ikke langt til det dystre spørgsmål:

Hvorfor rejser vi overhovedet af sted, når alt tilsynelandende ligner hinanden?

Måske ville man få en meget mere eksotisk oplevelse ved at blive hjemme og betragte sin by, som var den motivet på et gammelt postkort.

En kommentar

  1. Martin Hansen

    Hej med jer over i det mørke Jylland!
    Jeg hedder Martin og læste om jer på danfil.dk og ønsker jer alle tillykke med det flotte prestige fyldte projekt. Det mener jeg både forbundet og andre klubber kan lære noget af, at samarbejde fremmer vores fælles interesse. Tak fordi i viser os andre vejen!

    Lækker artikel med viden som artiklen med Laurids

Deltag i debatten...